I mit arbejde som terapeut møder jeg mange forskellige mennesker. Langt de fleste møder jeg i min stilling som kommunalt ansat familieterapeut. Selvom jeg nu snart har været ansat i 10 år, så er jeg fortsat lidt nervøs, når jeg skal møde en ny familie. Kan jeg mon være til hjælp her? Er jeg det rette menneske til at kunne hjælpe? Er min tilgang den som der er brug for?

Hjælp skal være frivillig

En udfordring som jeg ikke selv har så meget indflydelse på, er den forventning som familien kommer med. I kommunalt regi har mennesker ikke altid selv valgt, at de skal have hjælp. Det kan være en stor udfordring – for det er ikke muligt at hjælpe mennesker før de ønsker at blive hjulpet. Derfor kan en stor del af mit arbejde bestå i, at gøre det muligt for mig at kunne hjælpe. Jeg skal skabe en relation til mennesker, hvor de kan føle sig trygge.

Samtidig repræsenterer jeg et system, der potentielt kan gribe ind i en familie, hvis der er bekymring for et barns trivsel. Hvis dette er en ængstelse der fylder hos en familie, så kan det være svært at skabe en tryg relation. Det kan jeg godt sætte mig ind i – jeg ville også have svært ved at være tryg og åben i en sådan situation. Heldigvis lykkes det også her ind i mellem at være til hjælp. Men det kan være en lang og krævende proces – for begge parter.

Den positive forventning

Derfor værdsætter jeg muligheden for at kunne hjælpe mennesker, der selv opsøger hjælpen. Her er udgangspunktet oftest et helt andet: Jeg bliver mødt med et håb om forandring og et ønske om at opbygge et trygt samarbejde. Dette kan også vise sig at rumme udfordringer – men det er oftest langt mindre krævende. I sidste ende er jeg motiveret af kunne bygge bro mellem mennesker. Jeg ønsker at hjælpe mennesker til at kunne indgå i deres nære relationer, så de bedre kan elske og opleve sig elskede. For i sidste ende er det det vi længes efter alle sammen.

Når vi elsker, så har vi et dybt behov for at føle os værdifulde i relationen. Det er en måde at føle sig elsket tilbage. Jo større vores kærlighed er, jo dybere er vores behov for at føle os værdifulde.
Mange konflikter opstår i parforholdet og i familien, når vi netop ikke føler os værdifulde. Ofte opdager vi ikke, at det drejer sig om dette. Vi registrerer det i stedet som en sorg, irritation eller ligefrem vrede. Nedenunder ligger behovet for at føle sig værdifuld.

I parfoholdet

I parforholdet ser jeg en tendens til, at reaktionen bliver, at partneren bliver “sat i gæld”. Når jeg ikke føler mig værdsat, så begynder jeg at holde regnskab med det jeg giver. Min partner opbygger en gæld hos mig, som vedkommende måske slet ikke kender til. Ofte går gælden begge veje – begge parter føler, at det er den anden der skylder. Denne gældsfælde dræner kærligheden, og kan ende med at kvæle den helt.

Som forældre

Som forældre oplever vi dette behov tydeligt. I relationen til vores små børn er det let at opleve magtesløshed, når det er vanskeligt at finde frem til barnets behov. Med et utrøsteligt barn i favnen føler man sig bestemt ikke værdifuld.

Efterhånden som barnet vokser, og med tiden begynder at løsrive sig fra os, så bliver vores behov for at være værdifulde ikke mindre. Det er min erfaring, at dette ofte er kernen i de konflikter teenagefamilier gennemgår. Den pegefinger, der ofte anklagende bliver rettet mod teenagerens adfærd og humør, ville med fordel kunne vendes mod os selv. Det er i virkeligheden lige så meget os selv som forældre, der er ramt af den store omstilling i relationen. Det er et tab at opleve, hvordan vores barn får mindre brug for os – at vi, der før var uundværlige, og genstand for barnets beundring, nu er pinlige, for meget og generelt belastende.

Find ind til sårbarheden

Når vi bliver ramt i dette – at vi ikke føler os værdifulde i relationen til vores nærmeste – så er det naturligt at opleve vrede. Problemer opstår, når vi tillægger denne vrede andre årsager end den egentlige. Så kan det let ende ud i langvarige og destruktive konflikter, hvor dem der gerne ville være tætte, i stedet kommer mere og mere på afstand.

Så kan der blive behov for at få hjælp til at finde sårbarheden frem igen. Så får vi måske øje på, at vi længes efter at kunne vise vores kærlighed, opleve os værdsat og dermed elskede.

Igennem de seneste par år har jeg med jævne mellemrum i mit arbejde som kommunalt ansat psykoterapeut,  fået til opgave at hjælpe børn i  konfliktfyldte skilsmisser. Nogle børn mistrives i skolen, hvor de har koncentrationsvanskeligheder, eller havner i voldsomme konflikter med børn og voksne. Andre børn udvikler angst eller forskellige tvangsprægede handlinger (OCD).

Det er voldsomt at opleve hvor intense disse konflikter kan udvikle sig. Oftest har de stået på i årevis, og  afstedkommet adskillige afgørelser fra Statsforvaltningen eller ligefrem retssager. Det står efterhånden klart for mig, at denne juridiske tilgang på mange måder er modsætingen til den dialog og forståelse jeg søger som psykoterapeut. I den juridiske verden er der ikke plads til at forskellige opfattelser kan sameksistere. Der er kun plads til sandt eller falsk . Thi kendes for ret. Dette stiller store krav til mig, når jeg skal hjælpe forældrene til en mere konstruktiv dialog.

Enhver skilsmisse er en belastning for alle involverede. Hvis forældrene ikke formår forholdsvis hurtigt at finde ind i en ny samarbejdsrelation, men i stedet havner i en langtrukken konflikt, så betaler børnene en meget høj pris. De kan havne en umulig situation, hvor de ikke føler, at de kan elske begge deres forældre samtidig. Ofte mener forældrene at de er opmærksomme på denne loyalitetskonflikt. De tilstræber måske ikke at tale dårlig om den anden – og de prøver at holde børnene ude af evt. konfliktfyldte udvekslinger. Dette er en prisværdig indsats. Desværre er det ikke nok til at hjælpe børnene i deres grundlæggende udfordring – at konflikten har opdelt deres verden i modsætninger. Deres ubetingede kærlighed er ligeligt fordelt imellem de to forældre, men de føler sig tvunget til konstant at vælge imellem dem.

For mig bærer dette “retssalsparadigme” et stort ansvar. Det gælder om at have ret og bevise at modparten lyver. Det gælder om være stærk og udstille den andens svaghed. Alt dette er netop det, der skal nedbrydes. Hvis det skal blive muligt at få en dialog og et samarbejde.

Der ligger en vigtig indsigt i udsagnet om, at kærlighedens modsætning ikke er had men ligegyldighed. En sandhed jeg ofte møder i mit arbejde som terapeut.
Konflikter kan fremstå som noget skadeligt og ondt, som helst helt skal undgås. Det mener jeg ikke de skal. Ganske vist kan den måde hvorpå vores uoverensstemmelser udfolder sig, ende med at være yderst destruktiv, men derfor bliver målet ikke at undgå selve konflikten. Istedet må der arbejdes med formen, så vi selv og dem vi elsker undgår at tage skade. Det “had” der opstår, er ikke et udtryk for manglende kærlighed – tværtimod er det netop kærlighedens omfang der intensivere vreden og gør os sårbare, så vi ender med at forsvare os for voldsomt.
Det er de mennesker vi elsker højest, der også kan gøre os mest vrede, fordi vi er alt andet end ligeglade med dem. Mange konflikter er derfor ikke et udtryk for manglende kærlighed – tværtimod er de udtryk for den friktion der nødvendigvis må opstå, når vi lever tæt sammen med dem vi elsker. Varmen fra friktionen er ikke forskellig fra kærlighedens varme – selvom den desværre ofte kan opleves alt andet end kærlig.
Når konflikterne udvikler sig destruktivt, eller fastlåses i et mønster der ikke udvikler sig, så kan der blive brug for hjælp udefra. Den kærlighed der oprindeligt skabte grobund for konfliktens intensitet, kan efterhånden blive svær at se og mærke. Når jeg elsker, så er jeg sårbar og kan derfor ende med at slå voldsomt fra mig, når jeg føler mig trådt på, ikke værdsat eller på anden vis ikke bliver mødt i mine behov. I sidste ende vil vi alle gerne opleve os elsket. Desværre kan vores reaktion, når dette ikke er tilfældet, ende med at gøre os mindre elskelige og skabe afstand til dem, som vi gerne vil være nær.
Det er muligt at ændre den destruktive konflikt. En forudsætning er at de involverede formår at “lægge våbnene” og tør at vise deres sårbarhed igen. Dette kan være en proces der kræver tålmodighed, da vi ofte beskytter os særdeles grundigt mod at blive sårede. Andre gange kan forandringen ske forbavsende hurtigt, hvis blot én tør stille sig frem og vise sit behov for at elske og blive elsket.

I en række samtaler i fraskilte familier har jeg undret mig over at møde fædre der melder sig ud – de opgiver at have en aktiv rolle i forhold til deres børn. Flere har udtrykt noget i stil med dette: “Hvis mine børn er interesserede i at have noget med mig at gøre, så er jeg til rådighed. De kan bare tage initiativ, så finder vi ud af noget.” I mindst to tilfælde drejede det sig om børn under 10 år, og alligevel valgte disse fædre denne yderst passive tilgang.
Det er svært at se disse mænd parkerer sig selv i udkanten af deres børns liv. Jeg får indtryk af, at det er gennemgående at de er sårede, de føler sig afvist. Det er hårdt at række ud og ikke blive taget imod. Jeg står her med al min kærlighed og mine gode intentioner, og så bliver jeg bare afvist. Det gør ondt. Hvis jeg så tager en mere passiv rolle, så slipper jeg for disse afvisninger.
Jeg tror at det gælder for mennesker i almindelighed at det at være ønsket, være tilstræbt og være efterspurgt er en direkte vej til at føle sig elsket. Det er også det der er gældende for disse fædre. De føler sig ikke elsket, og som en konsekvens af dette gør de det samme ved deres børn. De pålægger dem ansvaret for relationen, og fratager dem samtidig muligheden for at føle sig ønskede. De sætter sig over i hjørnet og venter på at børnene ønsker dem. Det bliver børnenes opgave at elske dem og ikke omvendt.
Når et barn begynder at udvise symptomer på dårlig trivsel, så hænger det meget ofte sammen med en sådan skæv ansvarsfordeling. De voksne tager ikke deres ansvar på sig, og så siver det uværgerligt ned til de smallere skuldre. Børnene ender med at skulle løfte en større opgave end de magter.

Jeg var for nylig vidne til en samtale, hvor en ung pige fortalte om sin smerte ved at føle sig uelsket af sin far. Hendes sorg var dyb og smertefuld. Hun beskrev sine tanker og følelser så fint og præcist, og gjorde med hele sin fremtoning det fuldstændig uforståeligt, at faderen ikke formåede at udtrykke sin kærlighed bedre. Hvordan kunne han lade være?

Jeg blev dybt berørt af denne beretning. Jeg er sikker på at denne far må elske hende. Tydeligt var det i hvert fald, hvor let hun var at holde af. Sådanne tanker fik jeg lyst til at trøste hende med.

Der slog det mig, at det faktisk også var mig selv jeg ville trøste. Jeg måtte trøste hende for at lægge afstand til min egen smerte. Sorgen hos den anden bliver ubærlig for mig, og så må jeg trøste for at jeg kan klare det. Min trøsten bliver en måde at distancere mig fra min egen sorg. Jeg har også prøvet selv at blive trøstet på denne måde, og mærket den modstand der så rejser sig i mig. En protest over at der ikke er plads til mig og mine følelser – en følelse af at blive lukket ned og affejet.

Det er svært at rumme andres sorg når jeg selv er trist. Særligt når jeg ikke fuldt ud har erkendt min egen sorg og er begyndt at tage mig af den. En sådan sorg kan være skjult og gemt dybt i sindet – noget der dog kræver en vedholdende og krævende indsats, der ligger beslag på en del ressourcer. Når jeg konfronteres med andres sorg, så vækkes min egen, og jeg oplever et indre følelsespres, der nærmest tvinger mig til at trøste – trøste mig selv.