Den passive far

I en række samtaler i fraskilte familier har jeg undret mig over at møde fædre der melder sig ud – de opgiver at have en aktiv rolle i forhold til deres børn. Flere har udtrykt noget i stil med dette: “Hvis mine børn er interesserede i at have noget med mig at gøre, så er jeg til rådighed. De kan bare tage initiativ, så finder vi ud af noget.” I mindst to tilfælde drejede det sig om børn under 10 år, og alligevel valgte disse fædre denne yderst passive tilgang.
Det er svært at se disse mænd parkerer sig selv i udkanten af deres børns liv. Jeg får indtryk af, at det er gennemgående at de er sårede, de føler sig afvist. Det er hårdt at række ud og ikke blive taget imod. Jeg står her med al min kærlighed og mine gode intentioner, og så bliver jeg bare afvist. Det gør ondt. Hvis jeg så tager en mere passiv rolle, så slipper jeg for disse afvisninger.
Jeg tror at det gælder for mennesker i almindelighed at det at være ønsket, være tilstræbt og være efterspurgt er en direkte vej til at føle sig elsket. Det er også det der er gældende for disse fædre. De føler sig ikke elsket, og som en konsekvens af dette gør de det samme ved deres børn. De pålægger dem ansvaret for relationen, og fratager dem samtidig muligheden for at føle sig ønskede. De sætter sig over i hjørnet og venter på at børnene ønsker dem. Det bliver børnenes opgave at elske dem og ikke omvendt.
Når et barn begynder at udvise symptomer på dårlig trivsel, så hænger det meget ofte sammen med en sådan skæv ansvarsfordeling. De voksne tager ikke deres ansvar på sig, og så siver det uværgerligt ned til de smallere skuldre. Børnene ender med at skulle løfte en større opgave end de magter.