Jeg var for nylig vidne til en samtale, hvor en ung pige fortalte om sin smerte ved at føle sig uelsket af sin far. Hendes sorg var dyb og smertefuld. Hun beskrev sine tanker og følelser så fint og præcist, og gjorde med hele sin fremtoning det fuldstændig uforståeligt, at faderen ikke formåede at udtrykke sin kærlighed bedre. Hvordan kunne han lade være?
Jeg blev dybt berørt af denne beretning. Jeg er sikker på at denne far må elske hende. Tydeligt var det i hvert fald, hvor let hun var at holde af. Sådanne tanker fik jeg lyst til at trøste hende med.
Der slog det mig, at det faktisk også var mig selv jeg ville trøste. Jeg måtte trøste hende for at lægge afstand til min egen smerte. Sorgen hos den anden bliver ubærlig for mig, og så må jeg trøste for at jeg kan klare det. Min trøsten bliver en måde at distancere mig fra min egen sorg. Jeg har også prøvet selv at blive trøstet på denne måde, og mærket den modstand der så rejser sig i mig. En protest over at der ikke er plads til mig og mine følelser – en følelse af at blive lukket ned og affejet.
Det er svært at rumme andres sorg når jeg selv er trist. Særligt når jeg ikke fuldt ud har erkendt min egen sorg og er begyndt at tage mig af den. En sådan sorg kan være skjult og gemt dybt i sindet – noget der dog kræver en vedholdende og krævende indsats, der ligger beslag på en del ressourcer. Når jeg konfronteres med andres sorg, så vækkes min egen, og jeg oplever et indre følelsespres, der nærmest tvinger mig til at trøste – trøste mig selv.