Begrebet anerkendelse bliver brugt på mange måder. Det bliver f.eks. brugt i betydningen af at rose, at acceptere, at indse, at bekræfte eller at samtykke. Når jeg har valgt navnet anerkendt til denne side, så er det ud fra en anden forståelse. For mig dækker den vigtigste betydning af ordet over evnen til at give et andet menneske lov til at mene, føle og opleve på sine egne præmisser.
Mit udgangspunkt er, at du og jeg har en god grund til handle som vi gør. Dette er også tilfældet, når det hverken er særlig konstruktivt for os selv eller de mennesker vi holder af. Ikke desto mindre er der en bagvedliggende årsag til vores følelser og adfærd. Når vi ser denne sammenhæng, så hjælper det os til at forstå os selv og andre mennesker bedre.
Hvis vi bliver mødt på denne måde – når vi kan opleve os mindre forkerte – bliver det muligt at starte en ændring af den skadelige adfærd. Desværre er det modsatte oftest tilfældet. Vi fortæller os selv og hinanden, at vi er dumme og forkerte, når vi mistrives i vores relationer. På denne måde oplever vi at miste værdi for de mennesker vi holder af, og det bliver sværere at ændre på vores handlemåder.
Kierkegaard og anerkendelse
Dette citat af Søren Kierkegaard bliver ofte omtalt som “hjælpekunst”. Det beskriver essensen af hvad anerkendelse er for mig, selvom ordet ikke er at finde i teksten:
At man, når det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, må jeg forstå mere end han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min Mere-Forståen ham slet ikke. Vil jeg alligevel gøre min Mere-Forståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg igrunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. Men al sand Hjælpen begynder med en ydmygelse; Hjælperen må først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe og herved forstå, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste, men den Tålmodigste – at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstå, hvad den Anden forstår. Tag et Menneske i lidenskab, lad det være så, at han virkelig har uret – dersom du ikke kan begynde således med ham, at det ser ud som om det var ham, der skulle belære dig – og dersom du ikke kan gøre dette således, at han, der utålmodigt ikke vil høre et ord fra dig, med Tilfredsstillelse finder i dig en velvillig og opmærksom Tilhører, så kan du heller ikke hjælpe ham.
S. Kierkegaard, Samlede Værker, 3. udg., bind 18, s. 96-97, Kbh., 1962
Det drejer sig om at praktisere lydhørhed, accept og oprigtig interesse i et andet menneskes perspektiv. Når jeg tilstræber at møde mennesket med et åbent sind, bliver det muligt at formidle anerkendelse: Oplevelsen af ikke at være forkert og at have ret til egne følelser og oplevelser.