Igennem de seneste par år har jeg med jævne mellemrum i mit arbejde som kommunalt ansat psykoterapeut, fået til opgave at hjælpe børn i konfliktfyldte skilsmisser. Nogle børn mistrives i skolen, hvor de har koncentrationsvanskeligheder, eller havner i voldsomme konflikter med børn og voksne. Andre børn udvikler angst eller forskellige tvangsprægede handlinger (OCD).
Det er voldsomt at opleve hvor intense disse konflikter kan udvikle sig. Oftest har de stået på i årevis, og afstedkommet adskillige afgørelser fra Statsforvaltningen eller ligefrem retssager. Det står efterhånden klart for mig, at denne juridiske tilgang på mange måder er modsætingen til den dialog og forståelse jeg søger som psykoterapeut. I den juridiske verden er der ikke plads til at forskellige opfattelser kan sameksistere. Der er kun plads til sandt eller falsk . Thi kendes for ret. Dette stiller store krav til mig, når jeg skal hjælpe forældrene til en mere konstruktiv dialog.
Enhver skilsmisse er en belastning for alle involverede. Hvis forældrene ikke formår forholdsvis hurtigt at finde ind i en ny samarbejdsrelation, men i stedet havner i en langtrukken konflikt, så betaler børnene en meget høj pris. De kan havne en umulig situation, hvor de ikke føler, at de kan elske begge deres forældre samtidig. Ofte mener forældrene at de er opmærksomme på denne loyalitetskonflikt. De tilstræber måske ikke at tale dårlig om den anden – og de prøver at holde børnene ude af evt. konfliktfyldte udvekslinger. Dette er en prisværdig indsats. Desværre er det ikke nok til at hjælpe børnene i deres grundlæggende udfordring – at konflikten har opdelt deres verden i modsætninger. Deres ubetingede kærlighed er ligeligt fordelt imellem de to forældre, men de føler sig tvunget til konstant at vælge imellem dem.
For mig bærer dette “retssalsparadigme” et stort ansvar. Det gælder om at have ret og bevise at modparten lyver. Det gælder om være stærk og udstille den andens svaghed. Alt dette er netop det, der skal nedbrydes. Hvis det skal blive muligt at få en dialog og et samarbejde.